Et billede siger mere end tusind ord…

Jeg har været en anelse fraværende fra bloggen de seneste dage – og det kræver naturligvis en forklaring. Tidlig søndag morgen meldte lille Norr sin ankomst – han blev født sund, lækker & rask kl. 4.16 om morgenen 🙂 Sikke en kæmpe gave. Vi er fulde af lykke og kærlighed til vores lille elskling – han er helt perfekt.

Lørdag morgen følte jeg nogle små krampetrækninger i underlivet – da jeg i hele graviditeten har været heldig ikke at have plukveer, troede jeg at mine kramper skyldes plukveer. Vi hyggede om morgenen, jeg fik et dejligt langt bad og måtte også lave lidt “danse øvelser” i badet for at undgå smerter i bækkenet, lænden etc. Vi tog et smut til Lyngby Storcenter for at købe dåbsgave til et vennepars lille dreng, som skulle døbes søndag. Jeg havde fortsat kramper i løbet af dagen. Google er som bekendt en god ven og jeg efterspurgte råd fra “ham”. Udfra hvad jeg fandt af artikler har mange plukveer en uges tid op til fødslen og det passede i mit tilfælde meget godt med en termin d. 15/11. Ja – men det var IKKE plukveer men derimod veer. Vi hyggede i Lyngby med et par hvile stop og endte en tur i biffen hvor vi så “Gravity”. Bortset fra det en fantastisk vel-opsat film – den skal ses! Vi var hjemme lørdag aften omkring kl. 19. Vi lavede mad, hyggede og jeg smuttede i seng kl. 22. Herefter begyndte veerne at tage til i smerte og kl. 00.30 vækkede jeg K & oplyste ham om at jeg synes det var værre en almindelige plukveer burde være. Jeg tog et bad og følte at der var meget kort imellem veerne. K ringede til fødegangen på Hillerød med status på veerne og de mente at det var i opstartsfasen og bad os slappe af med varmedunk og ro i et par timer. Da kl. var 02.30 blev vi nødt til at køre afsted og melde vores ankomst, da jeg virkelig var i smerter og følte at det var oppe over. Jeg gik helt ind i mig selv med lukkede øjne, så jeg registrerede først noget da vi ankom til hospitalet. Jeg følte til gengæld at der ikke var mere end 20 sek imellem veerne. Jeg støttede mig til K hele vejen til fødegangen, stadig med lukkede øjnene. Jeg husker at der var en ro på gangene – fuldstændig som om vi var de absolut eneste på hele hospitalet 🙂 Da vi nærmede os fødegange blev vi meget hurtigt anvist til en stue og en sød jordemoder præsenterede sig. Jeg havde fortsat lukkede øjne. Jeg blev undersøgt og så gik det stærkt…. Vi ankom til hospitalet kl. 3.15 og jeg fødte kl. 4.16 – BUM. Men det var ikke som at smutte en lille mandel – av for pokker en smerte, som på ingen måde kan beskrives eller sammenlignes med anden smerte. Det er helt unik en oplevelse af føde sit barn – smukkere end noget andet. Man mister hæmninger samt enhver form for forfængelighed – den ryger fluks afsted i takt med at smerterne tiltager. Man er helt ude af kontrol og kroppen tager over og arbejder udfra sande, dyriske instinkter -fascinerende.

I får lige lidt billeder af vores lille trold – verdens dejligste gave! 🙂